Diabetes - Insulingivning - GBS

Fremgangsmåde
  1. Forud for insulingivningen foretages altid en generel observation af borgerens almene tilstand med fokus på insulinets virkning /bivirkninger, symptomer på og risiko for akutte og sene komplikationer til diabetes og behandling samt behov for en forudgående blodsukkermåling vurderes.
    (Se desuden bilag 1 vedrørende lavt blodsukker, højt blodsukker og komplikationer)
    Bilag 1: Undervisning i Blodsukkermåling hos diabetikere i Guldborgsund Kommune
  2. Borgerens diabeteskasse og borgermappe tages frem og indholdet kontrolleres:

    • Insulinpen(ne)
    • Nåle til insulinpen BD 4 mm
    • Spritswaps
    • Stikkeskema
    • Kanyleboks (skal stå ved siden af)
    • Diabetesdagbog
    • Blodsukkerapparat
    • Ekstra lancetter og teststrimler
    • Ajourført medicinliste skal ligge i omsorgssystemet.
    • Ajourført indsatsmål og handlingsanvisning skal ligge i omsorgssystemet.
  3. Kontrollér borgerens identitet - navn og CPR-nr. i forhold til medicinliste/handleplan.
    Udøveren er ansvarlig for, at der anvendes opdateret medicinliste og handleplan
  4. Håndhygiejne udføres, før forberedelse til injektionen starter. Anvend nitrilhandsker.
  5. Kontrollér, at insulintypen er korrekt til tidspunktet
  6. Følg vejledning for den aktuelle insulinpen/type. (Læs:Bilag 2: Undervisning i injektionsteknik ved indgift af insulin i Guldborgsund kommune).
  7. Pennen bruges kun til en og samme person
  8. Tag hætten af, og læg mærke til insulinbeholderens mængde. Ved mindre end 12 enheder kasseres pennen, hvis det er en blandingsinsulin (uklar) som Insulatard, Mixtard, Novomix 30 mv. Klare insuliner som Levemir, Lantus, Abasaglar, Toujeo SoloStar, Toujeo DoubleStar, Tresiba, Novorapid, Humalog og Apidra kan bruges helt op.
    Brugte insulinpenne og kanylebøtter destrueres af apotek.
  9. Ved blandingsinsulin eller langsomtvirkende uklar insulin skal pennen vendes mindst 10 gange frem og tilbage for at glaskuglen, der ligger i insulinampullen, kan blande insulinet, til det bliver ensartet mælkehvidt. Tjek udseende.
  10. Tag beskyttelsespapiret af nålen, sæt nålen på pennen (skru eller klik), og fjern yderste + inderste hætte – skift nål hver gang, ellers er den sløv og kan forårsage hudlæsioner/øge tendens til lipohypertrofi.
  11. Kontrollér, at der kommer insulin ud: Hold pennen med nålen opad, og bank let på insulinbeholderen, så evt. luftbobler samles i toppen af beholderen, drej  evt. pennen op på 1-2 ie., og se, at der kommer insulin ud, når stemplet trykkes i bund. Kommer der ikke insulin ud, gentages dette, indtil der kommer insulin ud
  12. Indstil pennen til korrekt insulindosis (tjek dosisvindue) - lægeordineret, noteret på medicinskemaet i FMK. Justér evt. i relation til optitreringsplan på medicinskema/ i handleanvisning. Ved dosis over 40 ie fordeles den i flere injektioner med max 40 ie i hver, med undtagelse af Toujeo og Tresiba 100 ie/ml, hvor der først skal deles ved 80 ie, og tresiba 200 ie/ml ved 160 ie. Husk at skifte nål og injektions sted for hver injektion
  13. Find det korrekte injektionssted: kontrollér sidste injektionssted i diabetesdagbogen, og find næste injektionssted ved hjælp af stikkeskemaet 
    (Bilag 4: Stikkeskema - Fordeling af insulin i lår).  (Bilag 5: Stikkeskema - Fordeling af insulin i mave). Skal være ca. 3 cm fra sidste injektionssted
  14. Injektionsstedet undersøges for sår, infektionstegn, blå mærker og insulinknuder (lipohypertrofi).
  15. Sprit huden af, og vent, til den er tør. Når vi giver insulinen skal huden sprittes af. Hvis borger en selv tager insulinen, skal der ikke sprittes af.
  16. Kontrollér igen insulintype og dosis
  17. Lav en hudfold mellem 2 fingre, og injicer nålen heri med 90 graders vinkel ( Obs der anvendes altid BD 4 mm. kanyler).
    (Læs:Bilag 1: Undervisning i injektionsteknik ved indgift af insulin i Guldborgsund kommune).
    For at sikre, at nålen befinder sig i fedtvævet (ikke i muskelvævet) vippes spidsen af nålen forsigtigt frem og tilbage.
  18. Sprøjt insulinet ind ved at trykke på midten i enden af pennen (mindste modstand), til doseringsvinduet atter viser 0, og stemplet er helt i bund, hvor den holdes i 10 sekunder = tæl til 10
  19. Slip hudfolden, hvorved nålen trækkes halvt ud, tæl til 10 = 10 sek., inden nålen trækkes helt ud.
  20. Fjern kanylen fra pennen efter brug, da noget af insulinet eller væsken i pennen ellers kan fordampe, og der er indgangsport for bakterier til pennen.
  21. Placér nålen i brudsikker kanyleboks med låg (fås gratis på apoteket). Anvend kanyleaftager på boksen for ikke at komme i berøring med den brugte kanyle.
  22. Signér for injektionen i diabetesdagbog med angivelse af injektionssted, som angivet på stikkeskemaet. (link til vejledning i dokumentation). Derudover skal injektionen og antal enheder dokumenteres i omsorgssystemet iht. handlingsanvisningen sammen med BS, evt. symptomer og årsager / refleksioner samt insulintype/r og antal ie givet fast og pn.
  23. Husk altid at tage en ny pen ud af køleskabet, hvis du bruger det sidste. Pennen skal helst have stuetemperatur ved brug

Bestilling af insulin materiale:

  • Insulin bestilles via diabetesbehandler/apotek
  • Kanylebokse udleveres uden beregning fra apoteket til borgere med diabetes.
  • Kanyler bestilles via kommunens leverandør af diabetestestmaterialer (Reamed: telefon 97 93 46 00)
  • Spritswaps bestilles i sygeplejedepotet.
  • I akutte situationer kan diabetessygeplejersken være behjælpelig med udlån af kanyler, test-
  • materialer og batterier.
  • Diabetesdagbøger fra Sanofi ” Døgnmåling” udleveres af sygeplejen.

Journalføringspligt:

Alle handlinger og afvigelser ift. medicingivning skal dokumenteres i omsorgssystemet -under målinger, da dette er lovkrav ifølge sundhedsloven. 

At personale i Guldborgsund Kommune har viden om gældende praksis i forbindelse med pleje – og behandling af borgere med insulinbehandlet / injektionsbehandlet * diabetes og at borgeren får hjælp og støtte til korrekt indgift af insulin / GLP 1 analog på en ensartet, kvalitetsbevidst og sikker måde.

OBS at samme teknik anvendes for injektion af GLP 1-analoger (Victoza, Ozempic, Byetta, Bydureon og Trulicity, Luxumia og i kombination med insulin Xultophy og Suliqua)

Anvendes af sygeplejersker og SSA samt SSH, der har delegerede ydelser hos specifikke borgere, til borgere med behov for injektion af Insulin, som er tilknyttet hjemmesygeplejen i Guldborgsund Kommune.

Diabetesbehandleren, som kan være læge i diabetesambulatoriet eller egen praktiserende læge, er ansvarlig for ordination af insulintype samt dosis, dog kan ordinationen indebære en handleplan for dosistitrering i relation til individuelle behandlingsmål.

Dosisregulering er i flere tilfælde uddelegeret til diabetessygeplejerske i diabetesambulatoriet, sygeplejerske i lægepraksis eller til kommunens diabetessygeplejerske efter aftale med behandlende læge.

Den enkelte medarbejder, der påtager sig opgaven, er ansvarlig for, at opgaven udføres på en kvalitetsbevidst og forsvarlig måde samt for at søge faglig sparring ved tvivl..

Lipohypertrofi: Insulinknuder der forhindrer optagelse af insulin korrekt i organismen

Dokumenttype: Procedurer
Gældende for: Sygeplejen
Faglig målgruppe: Social- og sundhedsassistenter, SSA-elever, Sygeplejersker, Sygeplejestuderende, Visitator
Udarbejdet af: Hanne Mette Strøm
Godkendt af: Leder Gruppe
Faglig ansvarlig: Hanne Mette Strøm
Godkendt: 2020-02-17 00:00:00
Gældende: 2020-02-17 00:00:00
Revisionsansvarlig: Hanne Mette Strøm
Revision: 2022-01-17 00:00:00
Version: 1
Lovgrundlag: Lov om social service §83. Sundhedsloven §138-139
Standarder:
Søgeord: INSULIN, INSULINSPRØJTE, GBS, DIABETES, HYPOGLUKÆMI, HYPERGLUKÆMI, INSULINPEN, PEN, INJEKTION, STIKKESKEMA