Retningslinjer for tømning af ældre- og plejeboliger ved dødsfald mv. - GBS

Fremgangsmåde

Retningslinjer for rydning / tømning og opmagasinering af effekter ved dødsfald/fraflytning af almene ældre- eller plejeboliger (og plejehjemsboligerne)
Retningslinjerne gælder såvel de almene plejeboliger defineret i almenboliglovens § 5, og plejehjemsboligerne efter servicelovens § 192, uanset om ejeren er Kommunen, en boligorganisation eller en selvejende institution.
Et bedre flow i udlejningen vil betyde, at de ældres behov hurtigere kan imødekommes, og være med til at begrænse behovet for aflastningspladser og hospitalsindlæggelse.

Det er vigtigt, at boligerne i forbindelse med fx beboernes dødsfald ryddes så hurtigt som det er muligt og forsvarligt, herunder selvfølgelig under behørig hensyntagen til de efterladte/arvingerne, der har mange praktiske og følelsesmæssige ting at forholde sig til i forbindelse med et dødsfald.

På den baggrund opfordres plejecentrene til at følge nedenstående fremgangsmåde i forbindelse med tømning af boligerne:

Hovedregel – at anmode arvingerne om at tømme boligen senest 8 dage efter bisættelse/begravelsen, hvilket også fremgår af boligtilbuddet ved indflytning.

  • Har pårørende nøgle til boligen kan de fx efter dødsfald tømme boligen i privat regi og uden indblanding fra plejecentret. I boligtilbuddet opfordres beboeren til at give en ekstra nøgle til plejeboligen til et familiemedlem eller en nær pårørende.
  • Har pårørende ingen nøgle til plejeboligen er det praksis, at de straks henvender sig til Skifteretten for at få et dokument på (aftale mellem pårørende og skifteretten), at de gerne må tømme plejeboligen og døren til boligen vil blive låst op af plejecentrets/boligselskabets personale.
    Arvingerne har oplysningspligt overfor Skifteretten om afdødes aktiver (værdier) herunder malerier, smykker m.v.
    Effekter som arvingerne ikke ønsker at tage med og som det enkelte plejecenter ikke ønsker at overtage kan afhentes af spejdere, den lokale boldklub eller lignende ved henvendelse dertil.
  • Er der ingen pårørende, har ingen pårørende nøgle eller er de pårørende i konflikt med hinanden, så de ikke kan/må komme ind i boligen og skal afvente skifteretsattest, kan og vil Guldborgsund Kommune efter perioden på 8 dage - for egen regning og under eget ansvar – vælge at rydde og opmagasinere indboet på betryggende vis.
Det enkelte plejecenter skal give boliganvisningen besked såfremt boligen ikke er tømt inden for fristen på de 8 dage.
Dette er meget vigtigt, ligesom det er vigtigt at klarmelde lejlighederne hurtigst muligt.

Særligt om tømning uden pårørende:
Der er indgået aftale med Forsorgshjemmet Saxenhøj om at de udfører denne tømningsopgave. De stiller mandskab og flyttebil til rådighed mod en mindre betaling.
Det er boliganvisningen – Annette Melchior og Helle Kofoed – der retter henvendelse til Saxenhøj, og som sørger for at udgiften bliver opkrævet boet.

Som dokumentation for bohavet sørger Saxenhøj for rydningserklæring, evt. suppleret med fotos, hvis dette skønnes nødvendigt. Rydningserklæring og evt. fotos sendes til Annette Melchior og Helle Kofoed, som sørger for registrering samt videresendelse til Skifteretten. Effekterne opbevares på betryggende vis på Saxenhøj.

Boliganvisningen vil i hvert enkelt tilfælde kunne vejlede om praksis, herunder hvis der i en bolig er særligt dyre genstande fx malerier eller kontanter, som skal opbevares på anden måde eller hvis der er tvivl om boet kan udleveres til de pårørende/arvingerne.

Kontanter der opbevares i plejecentre for borgere, uanset det er borgere i plejecenter eller borger i eget hjem, skal forblive opbevaret i plejecentret indtil Skifteretten meddeler, hvem der har ansvaret for boet; advokat eller pårørende.

Opsigelse af plejeboligen

Boliganvisningen giver altid boligselskaberne besked, når der sker dødsfald i ældre- eller plejeboliger. (Vedr. opsigelse af boligen – Læs nedenfor)
Nogle boligselskaber sender ved sådan en besked en opsigelsesblanket til pårørende andre sender en opsigelsesblanket til skifteretten.

Opsigelse: Lejeren af ældre- eller plejeboligen, pårørende, mm. er orienteret om at boligen ved fraflytning/dødsfald straks skal opsiges til det respektive boligselskab.

Der er i øvrigt fra 2012 specifikt lovhjemmel til retningslinjerne vedrørende plejeboliger, jf. almenlejelovens § 71, stk. 4, under iagttagelse af dødsboskiftelovens § 8 bl.a. om at opbevare boet på betryggende måde.

Kontaktpersoner:

Kontaktpersoner i Center for sundhed og omsorg (indtil videre).

  • Specialist Helle Kofod - telefon 5473 2165
  • Juridisk konsulent Lars Gottwald - telefon 5473 2312

Forsorgshjemmet Saxenhøj, Nørrevang 24, 4990 Sakskøbing

  • Kontaktperson: Værkstedsassistent Lauge Kromann – telefon 5473 0500 – mobilnr. 2518 1028

 

At pleje - og ældreboliger i forbindelse med fx beboernes dødsfald ryddes så hurtigt som det er muligt og forsvarligt, herunder selvfølgelig under behørig hensyntagen til de efterladte/arvingerne, der har mange praktiske og følelsesmæssige ting at forholde sig til i forbindelse med et dødsfald.

 

Se ansvarsfordeling i fremgangsmåden ovenfor:

Ledelsen er ansvarlig for at pleboligledere anvender retningslinjen

Dokumenttype: Retningslinjer
Gældende for: Sundhed & Omsorg, Myndighed
Faglig målgruppe: CHR - Center for hjerneskade rehabilitering, Gruppeledere, Leder, Myndighed, Visitator
Udarbejdet af: Leder Gruppe
Godkendt af: Leder Gruppe
Faglig ansvarlig: Leder Gruppe
Godkendt: 2020-06-18 00:00:00
Gældende: 2020-06-18 00:00:00
Revisionsansvarlig: Leder Gruppe
Revision: 2022-05-18 00:00:00
Version: 0
Lovgrundlag:
Standarder:
Søgeord: RETNINGSLINJE, TØMNING, ÆLRDREBOLIG, PLEJEBOLIG, DØDSFALD, FRAFLYTNING, OPMAGASINERING, EFFEKTER, PLEJEHJEM, GBS, DØD, FLYTNING, ALMENE, PLEJEHJEMSBOLIGER, BOLIGSELSKAB, OPSIGELSE, RYDNING